En fin forårsblomst

Det har været en besynderlig vinter, og vi krydser fingre for, at foråret medfører mere normale tider for alle vores medlemmer.

Foreningens arbejde har jo – ligesom så meget andet – været sat lidt på pause det seneste års tid. Men vi er her stadig i kulissen og venter bare på, at vi igen kan mødes og få Sorø til atter at sprudle af liv.

Vi havde drømt om en familiedag i forsommeren 2021, men vi må nok indse, at forsamlingsloftet næppe kommer til at tillade det. Som et lillebitte plaster på såret, har vi foræret alle medlemmer i bymidten en fin påskeblomst, så bymidten fremstod hyggelig i påskedagene.

Vi håber meget på, at komme tilbage for fuld skrue til Sorø Marked lørdag den 4. september! Og vi har da også Halloween i Sorø og juletræstænding i støbeskeen.