På trods af coronarestriktioner er der godt gang i julehandlen hos INbetween.
”Der er ikke noget, der tyder på min juleomsætning bliver mindre end sidste år,” siger Katrine Rogert Skovsgaard.
”Vi oplever stor opbakning til at handle lokalt – især nu. Og kunderne har stor fokus på at forkæle deres nærmeste i denne tid”, tilføjer hun.
INbetween åbnede forretningen på hjørnet af Østergade og Storgade i 2017. Kundegruppen er primært de såkaldte “inbetweeners” – altså tweens og teenagere, der ikke helt føler sig som børn længere, men som samtidig føler sig for unge til de traditionelle dame- og herretøjsbutikker. Men butikken har faktisk også et stort udvalg til voksne kvinder med kendte mærker som Vero Moda og Only.
I kælderen har Katrine indrettet sig med en hyggelig lounge, hvor forældre kan sidde i ro og mag, mens de unge giver den gas i prøverummet.
”Hos INbetween er der ro og tid til at shoppe, og det gælder både dem, der helst vil kigge selv, og dem der gerne vil have hjælp,” pointerer Katrine Rogert Skovsgaard.
Straks hun åbnede butikken på Storgade involverede Katrine sig i Sorø Handel og Service, og i dag er hun næstformand i foreningen. Det er en stor frivillig opgave at arrangere de mange aktiviteter i løbet af året, som Sorø er kendt for, ikke mindst juletræstændingen, der i år blev virtuel. Der skal tænkes ud af boksen, når vi er nødt til at være ‘sammen hver for sig’. Men Katrine ser frem til, alt bliver godt igen, og der kan arrangeres modeshow, marked og halloween som før.
I disse tider med forsamlingsrestriktioner og mundbindspåbud er Katrine Skovsgaard ekstra glad for, at hun har en webshop som supplement til den fysiske butik. Du kan finde hele butikkens sortiment online og sammen hver for sig følge med i, hvilke nyheder der lander på hylderne. De varer, der købes i webshoppen, kan du altid komme ned i den fysiske butik og bytte. Du har også mulighed for at hente dit online-køb i butikken, så du sparer fragt.
Det kan også anbefales at følge INbetween på Facebook, hvor der er løbende nyt om sortimentet samt lækre konkurrencer.