Godt nytår

I ønskes alle et rigtig glædeligt nytår med ønsket om et lykkebringende 2023!

2022 blev året, hvor coronarestriktionerne stort set slap grebet om os, men desværre medførte krigen i Ukraine helt nye udfordringer for rigtig mange erhvervsdrivende. Vi håber, at I trods svære vilkår er kommet helskindet igennem året og kan se lys for enden af tunnelen.

Aktiviteter 2022-23

Trods alle genvordighederne i 2022 blev det også året, hvor vi igen kunne gennemføre alle foreningens skønne arrangementer i bymidten. Det blev faktisk til rigtig mange dejlige dage med følgende arrangementer gennemført af foreningens aktivitetsudvalg: Fastelavn, Forårsmodeshow, Påske-jagt, Gadesalg, Flag-dag, Spilloppetorv, Sorø Marked, Halloween, Julehygge og Sorø Juleby.

Den nyrenoverede Sorø Juleby kom godt fra start med fin belægning og godt med besøgende og salg i julehusene. Sorøs Frivillige Hænder havde gjort et kæmpe arbejde med renoveringen, og de har sørget for opsætning og nedtagning og har passet byen hele december – det er virkelig en gave for byen!

Vi er stolte af de mange arrangementer, og vi håber, at I har nydt dem, og at de har kastet kunder af sig! Vi er allerede godt i gang med at planlægge det nye års aktiviteter, som I vil høre mere om til generalforsamlingen til marts.

Danmarks Bedste Handelsby

2022 blev også året, hvor vi var nomineret til Danmarks Bedste Handelsby under 20.000 indbyggere, og vi endte med at være mellem de fem finalister. En del af vurderingsgrundlaget for kåringen var en tilfredshedsundersøgelse blandt 100 stamkunder i byen, og Sorø scorede især højt på service, åbningstider, parkering, tryghed og tilgængelighed.

Vi går efter guldet i 2024, når der igen er kåring!

Sponsorater mv.

Bestyrelsen bruger en del tid på at supplere foreningens økonomi med sponsorater mv. I 2022 fik vi bl.a. 20.000 kr. i tilskud til julebyen fra Sorø Spare- og Laanekasses Fond, mens Lysen Biler og Sorø Julekalender hver sponsorerede 5.000 kr. til juleudsmykningen til julebyen. Mange tak for disse tilskud!

Vi har desuden i år lavet støttearmbånd, logo-kopper og -net, private label gin og vin samt diverse lotterier o.l. for at styrke foreningens økonomi, så vi kan lave endnu bedre arrangementer (uden at hæve kontingentet betydeligt).

Foto: ABW